Per Olov Enquist Prisen 2020 går til forfatteren Asta Olivia Nordenhof
Dato: 16. september 2020

Asta Olivia Nordenhof er årets modtager af Per Olov Enquist Prisen. Hun er aktuel med Penge på lommen - første del af en romanføljeton, der har mordbranden på Scandinavian Star som et gennemgående motiv.

Juryens motivering lyder:

”Ved at sætte menneskets og kærlighedens vilkår op imod kapitalismens ubarmhjertighed og kynisme skriver Asta Olivia Nordenhof sig ind i en både klassisk og nutidig tradition. Et nationalt traume danner baggrund for hendes roman og er ifølge forfatteren indledningen på et syvbindsværk, som vi er overbevist om kommer til at stå i nordisk samtidslitteratur som et værk, der med den menneskelige psykologi i forgrunden diskuterer vigtige spørgsmål til vores samfund.”

Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) debuterede som forfatter i 2011 med romanen Et ansigt til Emily. I 2013 fulgte digtsamlingen det nemme og det ensomme.

Per Olov Enquist Prisen blev indstiftet af den svenske forfatter Per Olov Enquists skandinaviske forlag i 2004. Prisen skal gå til en ”yngre forfatter på vej ud i Europa”. Flere af prismodtagerne er efter at have modtaget prisen udkommet på flere sprog. Prisen er på 5.000 euro – ca. 38.000 kroner.

Forlaget Rosinante uddelte prisen sammen med Norstedts i Sverige og Gyldendal i Norge fra 2004 til 2019. I 2020 uddeles den fra dansk side af Gyldendal. Juryen består af Cathrine Bakke Bolin, forlagschef på Gyldendal (Norge), Håkan Bravinger, forlagschef på Norstedts (Sverige) og Simon Pasternak, forlagschef på Gyldendal (Danmark).

Prisen skulle være overrakt under den nordiske litteraturfestival NORD i Helsingør her i september, men pga corona er prisuddelingen udsat.

Per Olov Enquist Prisen er en af Skandinaviens eftertragtede litteraturpriser. Den blev indstiftet i forbindelse med forfatterens 70-års fødselsdag i 2004.   

Per Olov Enquist døde 25. april 2020 i en alder af 85 år.


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail